Jeg har nogle gamle dias liggende af min mors afdøde fasters. Familiemedlemmer jeg ikke kender, små børn der leger, haveidyl og faster Anne foran en rød bobbel. Solen skinnede ude på fælledparkens stadig nøgne træer. Jeg holdte de farverige dias op foran mit objektiv og fik dette her ud af det. Jeg kan godt lide poetikken i, at der er to billeder, men at man nu kun kan se motivet fra det ene. Det der er nu. Det forgange er ikke til at se, kun til at ane.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar